|
Det sidste års tid har for mange danske vindmølleejere været præget af en vis usikkerhed i forhold til deres afskrivningsret, idet Skatterådet i en sag om et tysk vindmølleprojekt skabte tvivl hos danske investorer om deres ret til at afskrive på lignende projekter. I det år har Global Wind Power, Difko, Scan Energy og Green Wind Energy i fællesskab arbejdet for at få afgørelsen omstødt.
Usikkerheden omkring investorernes skatteretlige stilling har knyttet sig til de sikringsakter, som danske og tyske banker benytter sig af ved finansiering af vindmølleprojekter i Tyskland, og som ifølge den oprindelige afgørelse kunne opfattes således, at banken blev den egentlige ejer af vindmøllen.
Det er derfor ekstra positivt, at sagen faldt ud i de danske vindmølleejeres favør, og at der nu igen er klarhed over retten til at kunne afskrive på vindmølle-investeringer i Tyskland, hvor den finansierende bank har taget Sicherungsübereignung.
Skatterådet begrunder den ændrede opfattelse med, at den oprindelige afgørelse er baseret på et grundlag, der under genbehandlingen af sagen har vist sig ufuldstændigt og mangelfuldt. Kromann Reumert og Deloitte, der har været rådgivere på genoptagelses-sagen, har påvist, at den sikkerhedsoverdragelsesaftale, der indgås med banken i finansieringen af tyske vindmøller, alene er af formel og sikkerhedsmæssig karakter og alene giver banken adgang til at råde over vindmøllen i tilfælde af misligholdelse. Aftalen adskiller sig derved ikke fra almindelige danske pantregler, hvorfor grundlaget for den oprindelige negative afgørelse ikke er til stede.
Se skatterådets afgørelse her...
For nærmere information kontakt Michael Nymann,
tlf. 96 19 21 72 ell. mn@globalwindpower.com |